Det kan være en mærkelig oplevelse, når noget, man egentlig holder af og er god til, pludselig begynder at vække frygt. Mange, der kæmper med præstationsangst, beskriver det som om, de mister sig selv i det øjeblik, de bliver vurderet. Tankerne kører i ring: “Hvad nu hvis jeg fejler? Hvad hvis de ser, at jeg ikke er dygtig nok?” Pulsen stiger, hænderne sveder, og stemmen ryster — og bagefter sidder man tilbage med en følelse af skam, uanset hvordan det egentlig gik. Over tid kan det føre til, at man helt undgår situationer, hvor man skal præstere, og på den måde mister forbindelsen til ting, der engang gav glæde og stolthed.
Som psykolog møder jeg mange, der kæmper med at slippe det indre pres om at være perfekte. Ofte har de i årevis præsteret over evne og er blevet rost for det, men de har samtidig haft svært ved at mærke, hvad de selv havde lyst til og behov for. De har vænnet sig til, at værdien ligger i at lykkes — ikke i blot at være. Når presset stiger, begynder kroppen at reagere med angst, og det bliver svært at skelne mellem egne ambitioner og andres forventninger. Præstationsangst handler derfor sjældent om evner, men om frygten for at miste anerkendelse og tilhørsforhold.
At arbejde med præstationsangst handler ofte om at genopdage sin egen stemme midt i støjen af forventninger. I samtaler med en psykolog
kan man undersøge de tanker og mønstre, der holder angsten i gang, og gradvist udfordre dem. Det kan handle om at ændre sin indre dialog, så den bliver mindre dømmende, og at øve sig i at være nærværende i situationen frem for at fokusere på udfaldet. Mange oplever, at når de lærer at møde sig selv med venlighed i stedet for kritik, begynder angsten at slippe sit greb.
På siden om præstationsangst beskrives, hvordan man kan arbejde med at opbygge psykologisk robusthed og genskabe glæden ved at udfordre sig selv. Det handler ikke om at fjerne alle krav eller ambitioner, men om at finde en balance, hvor præstation ikke bliver et spørgsmål om ens værdi som menneske. Mange opdager, at de faktisk præsterer bedre, når de tør give slip på kontrollen og blot være til stede i opgaven.
Præstationsangst kan føles som en mur, der står mellem en selv og det liv, man ønsker at leve. Men muren er ikke uigennemtrængelig. Med støtte, tålmodighed og gradvise skridt kan den nedbrydes, sten for sten. Man kan genfinde evnen til at stå i rampelyset uden at brænde sammen — og måske endda begynde at mærke glæden ved det, man kan, i stedet for frygten for at fejle.